Vi har været på besøg i "Folk Village", Seouls version af Hjerl Hede. Besøget foregik på en velvalgt lørdag, eftersom det var
hvinende koldt og alle koreanerne var på arbejde (eller indendørs i varmen). Så vi havde stort set stedet for os selv, hvilket er
usædvanligt herude. Museet er omkranset af en lille smule natur, så der var selvfølgelig højttalere i alle træerne, men musikken var
så afdæmpet at man næsten kunne ignorere den. Naturligvis var der også en forlystelsespark - man kan jo ikke forvente at koreanske
børn blot lader sig fortrylle af gamle tider, hvis ikke de får en is og en gyngetur til slut, men selv ikke karrusellerne var
velbesøgte i lørdags!
Der var også et forholdsvist stort område med madboder og turistskrammel, men på trods af de ligegyldige udenomsaktiviteter var det
en god oplevelse at gå omkring mellem de gamle huse.
Vi havde valgt at tage ekspressbussen derud, og fik sandelig ekspres for alle pengene, da vi møvede os gennem den fastlåste
motorvejstrafik og ud i inderste vognbane (forbeholdt busser). Så gik det ellers derudaf for fuld fart. Hvis ikke bussens
varmeapparat havde været sat til 50 grader havde det nok været en herlig flyvetur! Nu nød vi blot, at kigge på alle de håbløse
bilister der ikke forstod fordelene ved offentlige transportmidler.
Apropos offentlig transport, så er vi efterhånden velbevandrede i det Seoulske subwaysystem. Det fungerer upåklageligt, med mindre
man gerne vil hjem fra baren lige omkring midnat - der stopper togene nemlig! Man kan faktisk være så uheldig, at være kommet
halvvejs hjem, og så blive smidt af toget på en station midt ude i ingenting! For dernæst at opleve at taxichaufførerne ikke gider
samle een op, fordi turen er for kort. Det lyder lidt som Københavns Lufthavn, ikk'?
Det er også i subwayen man finder hovedparten af Seouls tiggere. Ikke fordi der er overvældende mange, men lidt har også ret. Og de
har hver fundet deres niche. På trapperne kan man undertiden se nogle ligge og halvsove, med en lille skål til pengene foran sig.
Alternativt står der een og sælger tyggegummi eller kassettebånd, hvilket man nok også kun køber som en venlig gestus.
Selve toget tilhører de blinde og svagtseende. De har en kassettebåndoptager om halsen, og hver deres melodi. Så stavrer de sig
gennem togvognen ledsaget af rædsom musik, og får som regel en lille skilling når de passerer med plastickurven. Mikkel er skuffet
over deres valg af jingle, og har ofte erklæret at han ville vælge et tema fra Star Wars (Darth Wader lyden).
En seende tigger i kupeen vil til gengæld udlevere små sedler med en lille historie (på koreansk, så jeg aner ikke om det er klynk
eller poesi). Umiddelbart efter udlevering af alle sedlerne går han gennem vognen og samler dem alle sammen igen. Undertiden bliver
denne indsamling også ledsaget af klingende mønt.
Sidst men ikke mindst dukker der sælgere op på turen, der kan finde på at sælge alt fra paraplyer og plastre til klædeskabsbøjler.
Oppe på landjorden må de usleste kravle rundt. De har en lille kasse med hjul på, hvorpå plastickurven og kassettebåndoptageren står
(man kan ikke overleve i Korea hvis der ikke lyd på). Deres ben er enten væk eller forkrøblede, og de bruger et par bildæksbukser
til at beskytte dem mod asfalten. Og så trækker de sig ellers rundt efter kassen....
Ellers sker her intet synderligt interessant. Jeg gik på vandring på vores lokale bjerg i søndags. Det var overraskende fredeligt,
og hverken asfalteret eller fyldt med larmende højttalere. Der var dog hugget nemme trappetrin i bjerget på de mere stejle steder,
så civilisationen havde gjort sig gældende. Til gengæld for den manglende asfalt var der så legepladser og tennisbaner over det
hele.
mvh Jette